AC samarbejde

Hovedgård IF ny samarbejdsklub i AC Horsens

 

 
AC Horsens har endnu engang udbygget AC Horsens Fodboldsamarbejde og kan nu byde velkommen til Hovedgård IF, der har takket ja til at være med i fællesskabet.
 
Hovedgård IF er først og fremmest en social klub, hvor det skal være sjovt at være.
 

- Det sociale samvær betyder rigtig meget for os – hygge, samvær og nærvær er blandt nøgleordene for Hovedgård IF, der også er et omdrejningspunkt i byen og vi er ikke en klub med de store armbevægelser, lyder det fra formand Morten Holst Jensen.

 

 

Mange ungdomsmedlemmer

 

Han står i spidsen for en klub, der har medlemmer fra Old boys og ned til de helt mindste fodboldspillere.
 

- Vi har et spinkelt opland til at rekruttere spillere, men vi har cirka 300 medlemmer. Senior og old boys udgør en gruppe på 55 medlemmer og resten er juniorspillere og helt ned til årgang 2004 / 2005, fortæller Morten Holst Jensen.

 

 
Han er en del af en ny tomandsbestyrelse, der blev konstitueret for seks måneder siden og som også inkluderer Tina Møller. Det er en arbejdende bestyrelse, der også kan trække på underudvalg.
 

- Det er ofte ”Tordenskjolds soldater”, der trækker læsset i idrætsforeninger og sådan er det også i Hovedgård IF. Vi kan sagtens bruge flere hænder – blandt andet til at arrangere sociale ting som for eksempel grillaftener eller andre dage, hvor medlemmerne kan samles i klubben. Det er et af de punkter, som vi gerne vil satse endnu mere på, understreger Morten Holst Jensen.

 

 

Attraktiv træneruddannelse

 

Hovegård IF var tidligere en af Vejles samarbejdsklubber, men har nu over skiftet til ”De Gule”.
 

- Vi vil gerne gøre noget for vores medlemmer her i området og vi har en storklub lige om hjørnet i AC Horsens. Der er større tilknytning til AC Horsens, hvor mange af medlemmerne er vant til at komme om søndagen og vi kan bedre identificere os med AC-spillerne. Her kender alle Martin Spelmann og Gilberto Macena, mens få ved hvem Steffen Kielstrup er, lyder det fra Morten Holst Jensen.

 

 
- En af fordelene ved at være med i AC Horsens Fodboldsamarbejde er et super tilbud om træneruddannelse. Vi vil meget gerne hverve trænere og vi har ikke vanvittig mange midler, så attraktiv træneruddannelse er et godt værktøj for os i forhold til nye trænere. I øjeblikket er vi i gang med at planlægge næste sæson og vi har enkelte huller på trænersiden, så vi byder træneruddannelse velkommen, slutter Morten Holst Jensen.